top of page

Nye regler for kryptoaktiver (MiCa) og Finanstilsynets principper for vurdering af decentralitet

27. nov. 2024

Finanstilsynet har netop udgivet en omfattende vejledning til vurdering af decentralitet på markederne for kryptoaktiver. Vejledningen er udviklet i lyset af den kommende MiCA-forordning (Markets in Crypto-Assets Regulation), som træder i kraft den 30. december 2024. MiCA er designet til at regulere fx indberetningspligter for visse udstedere af kryptoaktiver og tjenesteudbydere. Aktiviteter, der leveres fuldstændig decentralt, er undtaget fra forordningens anvendelsesområde.


Hvad betyder decentralitet i MiCA-regi?

Afgørende for, om fx en kryptobørs omfattes af indberetningspligterne mv. i MiCA er således, om børsens aktiviteter udføres fuldstændig decentralt. Decentralitet refererer i denne sammenhæng til fraværet af en central aktør (retssubjekt), som kan pålægges ansvar for aktiviteter på markedet for kryptoaktiver. Til eksempel vil den centrale aktør ved pengeoverførsler være en bank. Finanstilsynet har i sin nye vejledning udviklet principper til at afgøre, hvornår en aktivitet kan betragtes som såvel teknisk som ledelsesmæssigt decentralt – og dermed falde uden for MiCA.


Nøglepunkter fra vejledningen

Ifølge vejledningen forelægger fuldstændig decentralitet, når der hverken er såkaldt teknisk eller ledelsesmæssig centralitet. Nogle af disse momenter er:


1.       Teknisk decentralitet:

  • Brug af selveksekverende smartkontrakter uden central kontrol er afgørende for, at der er tale om en decentral aktør,

  • Kontrol over nøgleelementer som adgangsmekanismer og redigeringsmuligheder i smartkontrakter, kan indikere centralitet,

  • Systemer skal være distribueret mellem uafhængige parter for at opfylde krav om decentralitet.

 

2.      Ledelsesmæssig decentralitet:

  • Hvis ingen central aktør (retssubjekt) kan identificeres som ansvarlig for beslutninger, kan de udbudte aktiviteter betragtes som ledelsesmæssigt decentrale,

  • Analyse af styringsmodeller, herunder brugen af governance-tokens i Decentraliserede Autonome Organisationer (DAOs), indgår i vurderingen.

 

3.      Eksempler og klassifikationer:

  • Finanstilsynet skelner mellem centraliseret finans (CeFi), delvist decentral finans (CeDeFi), og fuldstændig decentral finans (DeFi),

  • Brug af decentraliserede handelsplatforme (DEX’er) og Automated Market Makers (AMM’er) analyseres detaljeret.


Konsekvenser af forkert klassificering

Forkert vurdering af decentralitet kan medføre alvorlige konsekvenser for virksomheder, herunder risikoen for at operere ulovligt. Finanstilsynet opfordrer virksomheder til nøje at analysere deres forretningsmodeller og anbefaler, at de indgår i dialog for at undgå fejlklassifikation.


Hvordan kan dette påvirke din virksomhed?

Hvis din virksomhed arbejder med kryptoaktiver, er det vigtigt at forstå disse principper og overveje, hvordan de påvirker dine aktiviteter. MiCA-forordningen introducerer nye krav, som ikke tidligere har været gældende på området og Finanstilsynets vejledning skal i denne forbindelse bidrage til et konkret grundlag for at vurdere, om aktiviteter er omfattet af reguleringen.


For en dybere forståelse af Finanstilsynets principper og vejledning anbefales det at gennemgå den fulde vejledning tilgængelig på Finanstilsynets hjemmeside: Decentral finans og markederne for kryptoaktiver: Hvornår er dit udbud undtaget fra regulering? | Finanstilsynet

 

Har du brug for hjælp eller yderligere spørgsmål?

Hos ADVORA har vi mere end 10 års erfaring med rådgivning og førelse af retssager inden for alle juridiske aspekter af beskatning af kryptovaluta. Partner Niels Gade-Jacobsen har siden 2014, som den første advokat i Danmark, specialiseret sig i kryptovaluta.

Har du spørgsmål til betydningen af Finanstilsynets principper eller til den skattemæssige behandling af dine kryptoaktiver i øvrigt, er du velkommen til at kontakte advokat Niels Gade (ng@advora.law) eller advokat Nele Rickelt (nri@advora.law), som begge er specialiserede indenfor beskatning og regulering af kryptoaktiver.

Flere artikler

27. nov. 2024

Nye regler for kryptoaktiver (MiCa) og Finanstilsynets principper for vurdering af decentralitet

7. nov. 2024

Kryptovaluta og konkurser – hvad sker der hvis dem, der opbevarer dine Bitcoins eller anden kryptovaluta går konkurs?

bottom of page