top of page

Kryptovaluta og konkurser – hvad sker der hvis dem, der opbevarer dine Bitcoins eller anden kryptovaluta går konkurs?

7. nov. 2024

De senere år er flere kryptobørser som FTX, Celsius og BlockFi gået konkurs. Børserne er næppe de sidste i rækken. Det rejser spørgsmålene om, hvorvidt man som bruger kan få sine kryptovaluta igen, og hvis ikke, om man kan få fradrag for sit tab. Det har Skatterådet i en afgørelse fra 2024 taget stilling til. Vi har afdækket alt, hvad du skal vide nedenfor.  


Krav i konkursbo 

Når en kryptobørs/handelsplatform, der opbevarer brugernes beholdninger af kryptovaluta, går konkurs, overgår brugernes beholdninger til et krav mod konkursboet efter kryptobørsen. Det betyder, at man som bruger får et krav mod konkursboet svarende til ens beholdning. Havde man på tidspunktet for konkurs 0,1 Bitcoin stående på platformen, har man dermed et krav på 0,1 Bitcoin mod konkursboet.


For samtlige platforme, der indtil nu har været taget under konkursbehandling, har brugernes indestående ikke været separeret fra børsernes selskabskapital, og derfor har kravene udgjort såkaldte massekrav, som har medført, at brugerne ikke straks kunne få udleveret deres kryptovaluta, men har måtte vente til efter, at kurator har færdigbehandlet konkursboet.

 

Dette betyder også, at brugernes kryptovaluta har indgået som boets konkursmasse, og udgifterne til behandlingen af konkursen derfor har skullet fradrages før, brugerne har modtaget noget fra boet. Processen er langvarig, og det kan tage år før man eventuelt for sine kryptovaluta igen.

 

Det er vigtigt, at man husker at anmelde sit krav i konkursboet.


Fradrag for tab?

Er ens kryptovaluta gået tabt, fordi den børs man har haft sin beholdning på, er gået konkurs, er spørgsmålet om man kan få fradrag i den skattepligtige indkomst for sit tab. Det har Skatterådet taget stilling til i en afgørelse offentliggjort den 12. januar 2024 trykt i SKM2024.25.SR.

I sagen var spørgsmålet netop, om en skatteyder var berettiget til fradrag for tab af sin kryptovaluta opbevaret på kryptobørser, der var gået konkurs.


Skatterådet kom frem til, at hvis kravet var opgjort i kryptovaluta, var der ikke lidt et handelstab efter statsskatteloven, og dermed ville der kun være adgang til fradrag for tab, hvis skatteyderen kunne sælge sit krav i konkursboet og derved fremtvinge et tab.

I forbindelse med tidligere børsers konkurser, har der været flere professionelle aktører, som netop har tilbudt at opkøbe krav i konkursboerne efter platformene, hvorved man vil kunne opnå fradrag for eventuelt handelstab.


For krav opgjort i almindelige penge (fiat-valuta) kom Skatterådet frem til, at skatteyderen kunne få fradrag efter kursgevinstlovens regler, når kravet i konkursboet var gjort op, og man dermed vidste, hvor stort tabet var. Sidstnævnte betyder, at uanset, at man kan få fradrag for tab, kan der være lange udsigter til at opnå fradraget, med mindre man kan sælge sin fordring til tredjemand.


Bedre sikring ved konkurs i fremtiden?

Den 30. december 2024 træder EU-forordningen MiCA (Markets in Crypto-Assets Regulation) i kraft, og som må forventes at forbedre reguleringen af kryptovaluta handelsplatformen i EU i fremtiden. MiCA stiller blandt andet krav om adskillelse af kundemidler og selskabsmidler i et forsøg på at minimere risikoen for forbrugeren i tilfælde af konkurs. Dette vil betyde, at brugernes kryptovaluta er separatistkrav frem for massekrav i konkursboet, og dermed vil man kunne få sine kryptovaluta tilbage uden at skulle vente på, at konkursbehandlingen er færdiggjort.


Har du brug for hjælp eller yderligere spørgsmål?

I Advoras skatteafdeling er vi specialister i beskatning af kryptovaluta. Hvis du har nogen spørgsmål eller har brug for hjælp til din skattesag, er du velkommen til at kontakte advokat og partner Niels Gade (ng@advora.law) eller advokat Nele Rickelt (nri@advora.law).


More articles

27. nov. 2024

Nye regler for kryptoaktiver (MiCa) og Finanstilsynets principper for vurdering af decentralitet

7. nov. 2024

Kryptovaluta og konkurser – hvad sker der hvis dem, der opbevarer dine Bitcoins eller anden kryptovaluta går konkurs?

bottom of page